Menu
Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Webredaktør

Danmarks Tekniske Universitet

Storkøbenhavn
Oprettet:
27-05-2019
Udløber:
12-06-2019


DTU's hjemmeside, dtu.dk, er stedet, hvor mange potentielle studerende, samarbejdspartnere, myndigheder og andre interesserede møder universitet første gang. Hjemmesiden har mange formål og målgrupper, men først og fremmest er den en central brandingplatform og et sted, hvor kommende studerende kan finde information om DTU's mange uddannelser.

Webredaktøren skal sikre, at hjemmesidens informationsarkitektur og navigation er enkel og sammenhængende, samt at indholdet er tilrettelagt, så brugerne af sitet får en god forståelse for DTU og nemt finder den information, de søger.

Webredaktøren har en stor kontaktflade, både inden for og uden for DTU, du skal derfor være udadvendt og være god til at skabe relationer. Vi er åbne over for din uddannelsesmæssige baggrund, men vi forventer, at du har en akademisk uddannelse, og at du har flere års erfaring som webredaktør.

Vi har de seneste år opgraderet og udviklet hjemmesidens tekniske platform (Sitecore), så den i dag rummer mere end 1000 subsites. Platformens størrelse og kompleksitet gør, at webredaktøren skal kunne spænde over mange forskellige målgrupper og indholdsområder.

Vi forventer, at webredaktøren kan:

  • skabe og vedligeholde indhold, som understøtter brandingen af DTU
  • etablere og implementere retningslinjer og godkendelsesprocedurer for publicering på dtu.dk
  • sikre, at tonaliteten og det visuelle udtryk er konsistent
  • koordinere webprojekter med deltagere fra flere enheder
  • følge med i og forstå ny teknologi og webtrends
  • samarbejde med interne og eksterne interessenter
  • kommunikere på både dansk og engelsk
  • planlægge og varetage introduktionsprogrammer og kurser for webredaktører
  • sikre en god sammenhæng mellem informationerne på DTU's intranet og hjemmeside
  • være med til at sikre den løbende udvikling af platformen.

Hvad tilbyder vi dig?


Du bliver en del af DTU's centrale kommunikationsenhed, som med sine 23 medarbejdere har ansvaret for den overordnede strategiske kommunikation, DTU's designlinje, hjemmeside og intranet. Vi har endvidere ansvaret for DTU's profilmagasin Dynamo og medarbejder- og studenterbladet DTUavisen samt informationsaktiviteter rettet mod nuværende og potentielle studerende.

Du kommer til at arbejde på et af Europas førende tekniske universiteter i et internationalt miljø med høj faglighed og gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Løn og ansættelsesvilkår


Løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst. Stillingen besættes enten som AC Fuldmægtig eller Specialkonsulent afhængig af kvalifikationer.

Dit arbejdssted bliver primært på DTU's campus i Lyngby, men der kan også være arbejdsdage på DTU's øvrige lokaliteter, Risø Campus og Ballerup Campus.

Tiltrædelse: primo august

Ansøgning og kontakt Vi skal modtage din online ansøgning senest den 12. juni 2019.

Åbn linket "ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Kasper Antonsen, teamleder, kan@adm.dtu.dk eller 4525 1022.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Om DTU

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.200 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 6.000 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.

Praktisk information
Oprettet:
27-05-2019
Udløber:
12-06-2019
Kviknummer:
LJA-73636931
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområder:
IT,
Media
Beliggenhed