Menu

Kommunikationsmedarbejdere til Forsvarets Efterretningstjeneste

Forsvarets Efterretningstjeneste

Storkøbenhavn
Oprettet:
04-06-2019
Udløber:
04-07-2019

Kunne du tænke dig at drive FE’s interne kommunikation? Kan du indfange de gode historier, og har du en flydende pen og interesse og forståelse for digitale platforme? Vil du være med til at skabe fortællingerne om FE’s medarbejdere til FE’s medarbejdere?

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig

FE søger to engagerede og selvstændige kommunikationsmedarbejdere primært til intern kommunikation.

Stillingerne er placeret i FE’s afdeling for Ledelsesstøtte, Strategi og Policy. Afdelingen står for understøttelsen af FE´s øverste ledelse og løser en række strategiske og policyorienterede opgaver, herunder intern kommunikation og pressehåndtering.

FE står over for at styrke den strategiske interne kommunikation og formidlingen af de gode fortællinger både internt og eksternt. Din opgave bliver i den forbindelse, i tæt dialog med medarbejdere og ledelse, at sikre, at den interne kommunikation opnår endnu større relevans og gennemslagskraft hos vores meget forskellige medarbejdergrupper.

Som kommunikationsmedarbejder i FE skal du løse flere typer opgaver i et lille team, hvor medarbejderne dækker ind for hinanden. I begge stillinger vil hovedopgaven være at bidrage til en vedkommende og fængende intern kommunikation, som kan være med til at sikre viden og medarbejderengagement på tværs af FE. Vi står derudover over for en omlægning af intranet og hjemmeside, så du må også gerne være skarp på det digitale – både praktisk og strategisk.

Arbejdsopgaverne består primært i:

  • Produktion af nyheder og andet indhold til FE’s intranet
  • Indholdsmæssig vedligeholdelse af vores web og sharepoint-baserede intranet
  • Støtte til organisationens ledere med særlig fokus på strategisk kommunikation og kommunikationsplanlægning og rådgivning af kollegaer
  • Udarbejdelse og indsamling af tekst til FE’s beretning, som udgives hvert andet år
  • Deltagelse i koncernfælles kommunikationsfora, hvor der træffes beslutning om fælles kommunikationsløsninger (eksempelvis strategi for corporate branding)
  • Projekter relateret til fornyelse af FE’s intranet- og webplatforme
  • Design og layout af grafiske produkter såsom plakater, foldere og invitationer
  • Pressearbejde i begrænset omfang
Vi ønsker at besætte stillingerne, så de to profiler sammen kan løfte opgaverne.



Vi kan tilbyde en spændende og alsidig stilling, som der for den rette kandidat vil være mulighed for at præge indholdet af. Jobbets karakter stiller krav om en høj grad af fleksibilitet, og der er i perioder behov for at stå til rådighed uden for normal arbejdstid.

Du og din baggrund er vigtig

Vi forventer ikke, at du mestrer hele paletten, men du skal kunne opfylde eller dokumentere erfaring med en del af følgende:

  • Har en relevant kommunikationsfaglig eller journalistisk uddannelse
  • Kan omsætte visioner og strategi til fængende og præcise historier i tekst og billeder
  • Er opsøgende, nysgerrig og udadvendt og tøver ikke med at gå til kolleger for at finde den gode historie
  • Formulerer dig fejlfrit og ubesværet både på skrift og i tale
  • Har blik for billeder og grafik
  • Er struktureret og kan holde styr på mange detaljer på samme tid
  • Har erfaring med håndtering af digitale platforme
  • Erfaring med Microsoft Sharepoint er en fordel
  • Har forståelse og interesse for de digitale platforme, som du anvender i dit arbejde, og evne til at arbejde sammen med de it-folk, der laver løsningerne, uden at du nødvendigvis forstår teknikken bag
  • Har rigtig gode evner for samarbejde og er god til at netværke
Din nye arbejdsplads

Forsvarets Efterretningstjeneste arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde, og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet, som har betydning for Danmark og danske interesser.

FE er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og den nationale it-sikkerhedsmyndighed, der sikrer et stærkt cyberforsvar.

Vi stræber efter at omsætte vores viden til effekt. Vores målsætning er at være en af de mest dynamiske og operativt fokuserede vestlige tjenester af sin art. Vores viden gør og skal gøre en forskel for Danmark og danske interesser.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen

Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 18. juni 2019.

Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 26 og stiler mod en ansættelse snarest muligt. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 33 32 55 66, lokal 2226, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på http://fe-ddis.dk/, hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Gem i min profil
Kontakt

Forsvarets Efterretningstjeneste

 
Kastellet 30
Telefon:
Praktisk information
Oprettet:
04-06-2019
Udløber:
04-07-2019
Kviknummer:
LJA-73843535
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområder:
Media
Beliggenhed