Menu
Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Vil du være med til at indføre klimahensyn i Vejdirektoratets indkøb? Så er denne ny-oprettede stilling måske noget for dig.

Vejdirektoratet - København

Storkøbenhavn
Oprettet:
11-06-2019
Udløber:
24-06-2019

Klimadagsordenen er mere aktuel end nogensinde. Vejdirektoratet har i mange år arbejdet med forskellige klima- og miljøtiltag, fx brug af genbrugsmaterialer i veje, udlægning af asfalt med lavere rullemodstand, drift af udstyr via solceller, udskiftning af belysning med LED etc.

Nu skal vi i gang med næste skridt, som er at opstille egentlige krav til CO2-reduktion i vores udbud af anlæg og drift. Derfor vil vi udarbejde en model for hvilke krav, vi skal opstille, og hvordan CO2-reduktion rent praktisk skal dokumenteres og kontrolleres. Opgaven koordineres i afdelingen Indkøb i Vejdirektoratet.

Dine opgaver: Du vil få en central, styrende og koordinerende rolle med ansvar for udarbejdelse og implementering af en model til opstilling, dokumentation og opfølgning på krav om CO2-reduktion ved anlæg og drift af statsvejene.

Du vil også få en koordinerende rolle i forhold til Vejdirektoratets øvrige tiltag på klimaområdet på tværs af organisationen. Som en del af arbejdet vil du skulle deltage i internationale fora og arbejdsgrupper på klimaområdet. En betydelig del af din hverdag vil fokusere på interessenthåndtering af både interne og eksterne interessenter i departement, medier, hos leverandører og miljøorganisationer mv.

Der er tale om en nyoprettet stilling, og du vil i meget vidt omfang få lejlighed til selv at forme rammerne. Du kommer til at arbejde direkte sammen med et lille team af kolleger i afdelingen, men vil skulle opbygge et tæt samarbejde med medarbejdere i alle relevante fagdivisioner i resten af Vejdirektoratet for at kunne løse opgaven.

Din profil: Du har en akademisk baggrund, fx som økonom eller ingeniør. Det er en betingelse, at du har erfaring med definition og implementering af miljø- og klimakrav herunder metoder til dokumentation og måling heraf. Det er desuden et stærkt ønske, at du har erfaring med livscyklusberegninger. Det er nødvendigt, at du har erfaring med projektledelse og med at samarbejde på tværs af organisationer og fagområder. Vi forestiller os, at du har erfaring fra rådgiverbranchen eller fra en større bestillerorganisation - gerne begge dele.

Du har markedsforståelse og forretningsinteresse og er i stand til at udarbejde og implementere metoder og processer på baggrund af organisationens input og behov. Du forstår at indgå i et team bestående af både økonomer, fagfolk og teknikere og er i stand til at forklare komplekse problemstillinger for medarbejdere med en anden baggrund end dig selv. Det er et must, at du har politisk tæft og erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation.

Du drives af at udfordre andre og på den måde hjælpe Vejdirektoratet til at nå sine mål. Du har øje for løsninger og forbedringsmuligheder, bringer ideer og forslag frem og implementerer gerne selv. Du har en stærk profil og kan styre proces og retning for opgaven.

Om os: Vejdirektoratet er en af landets største indkøbere på infrastrukturområdet, og har blandt andet ansvaret for indkøb og gennemførelse af en række højt profilerede bygge- og anlægsprojekter.

Afdelingen Indkøb består af 10 engagerede medarbejdere, som primært beskæftiger sig med udbud og markedsanalyser. Medarbejderne fra Indkøb indgår som en integreret del i alle Vejdirektoratets indkøb af vejanlæg, komplekst udstyr, vejdrift og rådgiverydelser.

Afdelingen stræber efter at sikre sammenhæng og rød tråd i Vejdirektoratets samlede udbud og kontraktstyring, og at der løbende er fokus på effektiv, ensartet, sikker og gennemsigtig opgavevaretagelse samt nedbringelse af omkostninger – både for Vejdirektoratet og for hele sektoren.

Dine løn- og ansættelsesvilkår: Du får løn efter relevant overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af dine kvalifikationer. Den rette profil vil kunne indplaceres på konsulentniveau.

Vejdirektoratet ønsker at afspejle det omgivende samfund i medarbejdersammensætningen og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Dit ansættelsesområde vil være Transport-, Bygnings- og Boligministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Tjenestested er Indkøb i Vejdirektoratet på adressen Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal, 1577 København V.

Læs mere: Vil du vide mere om Vejdirektoratet og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte områdechef Helle Lange på tlf. 61 93 05 77 og/eller e-mail hlla@vd.dk.

Er du interesseret? Send din ansøgning senest den 24. juni. Vi regner med at holde ansættelsessamtaler d. 28. juni.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter.

Praktisk information
Oprettet:
11-06-2019
Udløber:
24-06-2019
Kviknummer:
LJA-74027684
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområder:
Kontor og administration,
Økonomi,
Jura og retsvæsen,
Offentlig administration
Beliggenhed