Menu
Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Medarbejder til SMS 01 - Skattestyrelsen Aarhus/Horsens

Skatteforvaltningen, Horsens

Østjylland
Oprettet:
08-05-2019
Udløber:
27-05-2019

Vil du bidrage med dine stærke og alsidige kompetencer inden for sagsbehandling på selskabsskatteområdet i Små og mellemstore selskaber, så ser vi frem til at høre fra dig.

Afdelingen har ansvaret for alle Danmarks små og mellemstore selskaber og deres hovedaktionærer samt alle fonde og foreninger og offentlige virksomheder og institutioner. Som medarbejder i afdelingen vil du skulle deltage i sagsbehandling af kundehenvendelser på selskabsskatteområdet.

Du vil få mulighed for at påvirke fremtidens sagsbehandling og processer og bidrage til effektivisering af disse.

Din profil
Vi forventer, at du har en teoretisk baggrund som Cand.merc. Aud. Cand. merc. Jur., HD-Regnskab, skatterevisor eller lign. Du har flere års relevant erhvervserfaring, hvor du har fået opbygget stærke juridiske, økonomiske og regnskabsmæssige kompetencer. Du kan også være nyuddannet med stor interesse for at arbejde med og udvikle din faglighed inden for selskabsskatteområdet. Det er dog vigtigt, at du besidder en god regnskabsforståelse, og at du gerne har erfaring med at læse og forstå et årsregnskab.

Vi forventer, at du har en høj faglighed, er detaljeorienteret og kvalitetsbevidst i din opgaveløsning. Du kommer til at indgå i samarbejde med både interne og eksterne samarbejdspartnere, dette nødvendiggør at du er serviceminded, samarbejdsvillig, og at du har gode kommunikative evner i både skrift og tale.

Du håndterer dine opgaver med stor selvstændighed, og formår samtidig at indgå i teamsamarbejde, hvor du forstår vigtigheden af at videndele og sparre med dine kolleger. Du har endvidere en løsningsorienteret tilgang til dine opgaver. Vi sætter pris på udvikling, og at du vil vedligeholde dine kompetencer.

Din nye arbejdsplads
Vi søger medarbejdere til enheden SMS 01 - Selskabsskat i Aarhus. Enheden skal flytte til Horsens inden udgangen af 2020. Der vil dog allerede fra ansættelsestidspunktet være mulighed for en placering i Horsens. Enheden er organisatorisk placeret i Skattestyrelsen, Selskab, Små og mellemstore selskaber.

Sagsbehandlingsopgaverne på selskabsskatteområdet omfatter:

  • Genoptagelse af skatteansættelsen
  • Frivilligt selskabsophør
  • Manglende indgivelse af selskabsselvangivelsen (taksation)
  • Henvendelser omkring den digitale selskabsselvangivelse
  • Anmodninger om udbetalinger efter skattekreditordningen
  • Omstruktureringer

Opgaverne er fordelt således, at du vil komme til at beskæftige dig med nogle få områder og derved udvikle særlige faglige kompetencer for disse.

Arbejdet vil foregå i tæt samarbejde med dine kolleger, og du vil endvidere have meget kontakt til selskaber og deres repræsentanter. Vi tilbyder dig udfordrende opgaver med en høj grad af selvstændig arbejdstilrettelæggelse, og du får dygtige og ansvarsbevidste kolleger. Du bliver en del af en arbejdsplads, som lægger vægt på god trivsel og en uhøjtidelig omgangstone.

Vi er med god grund fagligt stolte. Vi løser vores opgaver med høj kvalitet og er dermed en vigtig brik i skatteforvaltningens primære opgaver, som er finansieringen af det danske velfærdssamfund. Vi værdsætter sparring og tæt samarbejde, og vi søger indflydelse på de opgaver, som vi kan tilføre viden og kompetence til.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning, vedlagt CV samt dokumentation for uddannelse samt yderligere relevant materiale senest 27. maj 2019.

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingerne, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Mogens Nygaard på telefon 72 37 55 76.

Vi forventer at afholde samtaler hurtigst muligt efter ansøgningsfristens udløb. Der vil blive indhentet straffeattest i forbindelse med ansættelse. Tiltrædelse snarest muligt.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit fysiske arbejdssted bliver indtil videre enten Horsens eller Aarhus efter aftale.

Om Skattestyrelsen
’Vi sikrer, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter til tiden’

Den opgave løser Skattestyrelsen ved at gøre det nemt og trygt at betale, ved målrettet at bekæmpe svindel og ved at have effektive kontrolmekanismer integreret i alle dele af opgaveløsningen. Vi har en vigtig samfundsopgave, og vi er ydmyge overfor det store ansvar, der følger med vores myndighedsrolle. Vores afgørelser skal være korrekte og fagligt velfunderede. Derfor er faglighed og et højt kompetenceniveau hos vores medarbejdere og ledere kernen i vores arbejde.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Skattestyrelsen på www.sktst.dk.

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Praktisk information
Oprettet:
08-05-2019
Udløber:
27-05-2019
Kviknummer:
LJA-73182171
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområder:
Kontor og administration,
Økonomi,
Jura og retsvæsen,
Offentlig administration
Beliggenhed