Menu

Fødevarestyrelsen søger en analysekemiker til Laboratoriet i Ringsted

Fødevarestyrelsen, Ringsted

Midtsjælland
Oprettet:
11-03-2019
Udløber:
24-03-2019

Har du lyst til at arbejde i en organisation, hvis mission er at fremme sikkerhed, sundhed og kvalitet fra jord til bord og dermed være med til at sikre høj fødevaresikkerhed og dyrevelfærd?


Opgaver
I laboratoriets Sektion for Kemiske Fødevareforureninger er der behov for at ansætte en kemiker til analyser af lægemidler, pesticider og miljøforureninger samt de tilhørende opgaver med kvalitetssikring.

Vi tilbyder et spændende job i et inspirerende fagligt miljø, som er førende inden for sine analyseområder via et tæt samarbejde med Fødevarestyrelsens centrale faglige enheder, DTU og EU's referencelaboratorier.

Analyserne udføres ved hjælp af GC-MS/MS, LC-MS/MS samt HPLC. I løbet af 2019 bliver opgaverne udvidet med analyser for flere miljøforureninger og kontrol af emballage samt andre kontaktmaterialer til fødevarer. Disse analyser er nye i laboratoriet.
Opgaverne bliver primært løst i selvstyrende teams som et samarbejde mellem laboranter og kemikere på området. Du skal indgå i et tæt samarbejde med dine teamkolleger og være med til at løfte trivsel og produktion med godt humør og gå på mod.

Om dig
Du skal have en relevant uddannelsesbaggrund (fx. cand.scient, cand.polyt.) samt interesse for og gerne erfaring med analytisk kemi og kvalitetssikring særligt for bestemmelser på sporstofniveau af kemiske forureninger og restkoncentrationer i foder og fødevarer.
Tilførslen af nye opgaver giver også behov for en tilsvarende udvidelse af akkrediteringen og opgradering af kvalitetssikringssystemet til den nye version af ISO 17025 i løbet 2019. Viden om og gerne erfaring med kvalitetssikring vil derfor være en fordel.

Du skal forvente at arbejde i såvel mindre arbejdsteams som med selvstændige opgaver. Som person er du engageret, ansvarsbevidst og har gode kommunikations- og samarbejdsevner. Derudover trives du i et travlt miljø med mange forskellige arbejdsopgaver.

Om os
Fødevarestyrelsens laboratorie i Ringsted har lige nu ca. 105 medarbejdere og er opdelt i et laboratoriesekretariat og 4 faglige sektioner: Sektion for Kemiske Fødevareforureninger, Sektion for Fødevarekemi, Sektion for Plantesundhed og fodersammensætning samt Sektion for Mikrobiologi.

Vi udfører specialiserede kemiske og mikrobiologiske analyser af fødevarer og foder samt diagnostik af plantemateriale for plantesygdomme. Laboratoriet er akkrediteret og nationalt referencelaboratorie på en række områder herunder tilladte veterinære lægemidler og visse pesticider.

Vi har en aktiv personaleforening, arbejdspladsmotion og adgang til fysioterapi. Laboratoriet er desuden let at komme til med offentlig transport, da det ligger 5 minutters gang fra bus- og togstationen i Ringsted.

Hvornår skal du starte
Der er brug for dig pr. 1. maj 2019 eller snarest derefter. Samtaler finder sted i uge 14 og 15.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC.

Din ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV, kopi af eksamensbevis og evt. andet relevant materiale online i vores rekrutteringssystem på mfvm.dk/job senest den 24. marts 2019.

Der vil eventuelt indgå test som en del af rekrutteringsprocessen.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte sektionsleder Anne Dragsbæk på telefon 7227 6545 eller Helle Lindberg Madsen på telefon 7227 6147, hvis du vil vide mere om stillingen.
Læs mere om Fødevarestyrelsen på www.fvst.dk

Fødevarestyrelsen opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem i min profil
Kontakt

Fødevarestyrelsen, Ringsted

 
Søndervang 2-4
Telefon: 72276545
Praktisk information
Oprettet:
11-03-2019
Udløber:
24-03-2019
Kviknummer:
LJA-71466153
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområder:
Sundhed,
Land-, skov- og havebrug,
Energi
Beliggenhed