Menu
Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

IT-projektleder med interesse for data

Energistyrelsen

Storkøbenhavn
Oprettet:
30-01-2019
Udløber:
16-02-2019

Energistyrelsen søger en IT-projektleder til styrelsens arbejde med digitale projekter. Er du struktureret har arbejdet i IT-projekter før (som deltager eller projektleder), og kan du se perspektiver i data som indsatsområde, så er du måske vores nye projektleder?

Du bliver en del af en tværgående enhed med fokus på IT og digitalisering i en styrelse i positiv udvikling og med stor politisk bevågenhed.


Om jobbet
Vi søger en projektleder, der ser mulighederne i digital understøttelse af processer og arbejdsgange og kan omsætte ideer til konkrete handlinger. Vi har løbende større og mindre projekter med digitalt indhold og har brug for at styrke vores arbejde med projektledelse.

Endvidere har Energistyrelsen stigende opmærksomhed på brugen og produktionen af data, og har brug for at styrke dette arbejde. Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har netop vedtaget en koncernfælles datastrategi – den skal nu realiseres i ministeriets styrelser. Du vil udover projektledelse få ansvar for denne opgave i Energistyrelsen.

Som IT-projektleder i Energistyrelsen skal du;

  • drive projekter selvstændigt og støtte/rådgive andre projektledere i vores faglige centre
  • bidrage med overblik og struktur, der får dine aktiviteter og projekter sikkert i mål
  • formå at omsætte ideer og behov til konkrete produkter og planer
  • inddrage og sikre samarbejde med relevante interne og eksterne interessenter
  • motivere din projektgruppe - samtidigt med, at du fastholder de leverancer, der er nødvendige for projektets fremdrift
  • visualisere fremdrift og leverancer, så interessenter kan se status på projektet
  • sikre, at styregruppen får det rette grundlag til at træffe beslutninger


Stillingen er placeret i IT & digitalisering som en del af Center for Organisation. Enheden er styrelsens stabsfunktion på IT- og digitaliseringsområdet, og du får rig mulighed for at bidrage til udviklingen af den digitale indsats i Energistyrelsen.



Om dig
Du har evnerne som projektleder og har de nødvendige værktøjer i forhold til at scope, gennemføre og implementere projekter med digitalt indhold. Du har mod på at indgå i dialog på flere niveauer i organisationen og skaber relationer på tværs af fagområder og kultur.

Vi forventer, at du:
  • har en relevant videregående uddannelse
  • har erfaring enten som projektdeltager, -koordinator eller –leder i tidligere digitale projekter
  • har mod på både at tage hånd om mindre opgaver sammen med vores faglige centre og drive egentlige projekter med digitalt indhold
  • agerer selvstændigt med høj integritet og god situationsfornemmelse
  • har en struktureret og systematisk tilgang til problemstillinger
  • kan kommunikere enkelt og sikkert - både skriftligt og mundtligt
  • kan bidrage aktivt til realisering af vores projekter med digitalt indhold fra idé, over kravspecifikation til anskaffelse og implementering

Ift. arbejdet med data, forventer vi, at du kan omsætte din dataforståelse til gode, konkrete initiativer sammen med vores dygtige fagcentre.



Om os
Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Center for Organisation har ansvaret for styrelsens stabsfunktioner med opgaver indenfor økonomi, styring, HR, rejser, IT, jura, EU-koordination, kommunikation, presse, service og direktions- og ledelsesbetjening. Centeret understøtter arbejdet med at indfri styrelsens strategiske mål.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og har siden 28. juni 2015 været en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Energistyrelsen skal være et dynamisk kraftcenter for fremtidssikret udvikling og effektive løsninger på hele styrelsens ansvarsområde. Vi lægger stor vægt på værdiskabelse gennem faglig kvalitet og tværfagligt samarbejde – internt såvel som med vores departement og eksterne partnere og interessenter.



Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den gældende overenskomst for akademikere i staten som fuldmægtig med rådighedsforpligtigelse. Der vil være mulighed for forhandling af tillæg.

Ansættelsesområdet er Energi- Forsynings- og Klimaministeriet med tilhørende institutioner.

Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til IT- og digitaliseringschef Jesper Falck Hansen på telefon 33 92 66 70.

Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.



Ansøgning
Du søger via www.ens.dk/job. Benyt funktionen "Søg stillingen" på stillingsopslaget. Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest den 16. februar 2018. Der holdes samtaler i uge 8 og 9.

Kandidater til stillingen skal være indstillet på at skulle udarbejde en opgave i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Praktisk information
Oprettet:
30-01-2019
Udløber:
16-02-2019
Kviknummer:
LJA-70216005
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområder:
Kontor og administration,
Økonomi,
Jura og retsvæsen,
Offentlig administration
Beliggenhed