HR-chef til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands & Lolland-Falsters Politi

Sydsjælland inkl. Møn
16-05-2019
Expires
29-05-2019

Næstved, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Vil du sikre, at politiets kerneforretning understøttes bedst muligt? Som vores nye HR-chef sætter du den strategiske retning for HR og forener driftsopgaver og udvikling inden for hele HR-området.

Om stillingen
Som HR-chef får du ansvar for en kompleks og spændende opgaveportefølje, som består af personaleadministration, kompetenceudvikling, lederudvikling, performanceledelse, arbejdsmiljø, tjenesteplanlægning og organisationsudvikling og – optimering.
Du får det ledelsesmæssige ansvar for en alsidig driftsafdeling, og skal fungere som strategisk rådgiver og sparringspartner for kredsens øverste ledelse og linjechefer omkring personalemæssige forhold, ressourcer samt organisatoriske og personalemæssige forandringer og udviklingstiltag. Du bliver desuden kredsens bindeled til Koncern HR i Rigspolitiet i forhold til nationale HR-initiativer og har herunder blandt andet også ansvaret for kredsens implementering af nationale HR-tiltag.

HR-afdelingen består pt. af 14 medarbejdere sammensat af administrative medarbejdere, akademikere og politiuddannede medarbejdere, hvis opgave er at understøtte organisationen i forhold til administration, tjenesteplanlægning og udviklingen af kredsens ledere og medarbejdere. HR-afdelingen arbejder tæt sammen med stabens øvrige enheder herunder økonomi, ledelsessekretariat og logistik samt intern service om understøttelsen af politisøjlen og anklagemyndigheden.

Om dig
Du har en relevant uddannelse og erfaring med HR og ledelse af både medarbejdere og ledere. Desuden har du gode forhandlingskompetencer og er vant til at agere i en kompleks organisation med blik for et konstruktivt samarbejde med de faglige organisationer. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation.

Som person er du en synlig leder, der tør gå forrest og præge kulturen i den rigtige retning. Med din gennemslagskraft og personlige integritet fungerer du som en både robust og empatisk HR-chef.

Du har organisatorisk indsigt og forretningsforståelse og kendskab til de retlige rammer og vilkår for offentligt ansatte samt flair for at opbygge gode relationer på alle niveauer. Du formår at drive processer frem til mål og synliggøre resultaterne heraf.

Ansættelsesforhold
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand i politiet, kan du bevare din ansættelsesform.

Dit arbejdssted bliver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med adresse på Parkvej 50, 4700 Næstved.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Kontakt
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte stabschef Jan Bjørn på telefon 41331500. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.

 

Om Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er bygget op om fem lokalstationer. Lokalstationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Rødby Havn.

Næstved er hovedstationen i politikredsen, som omfatter i alt 7 kommuner, nemlig Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland, hvor der bor ca. 390.000 borgere.

Antallet af ansatte i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er ca. 800 medarbejdere, hvor hovedparten er polititjenestemænd. Herudover er der ansat medarbejdere med såvel akademisk, som administrativ og juridisk baggrund m.m.

 

Praktisk information

Sydsjællands & Lolland-Falsters Politi

 
Parkvej 50
Telefon 41331500
Beliggenhed