Taleskriver der får os til at reflektere, grine og klappe

Uddannelses- og Forsknings- ministeriet

Storkøbenhavn
15-05-2019
Expires
07-06-2019

Kan du formidle ministerens budskaber præcist og levende på både dansk og engelsk? Vi søger en dygtig kollega til vores travle kommunikationskontor i Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor du bliver en del af et spændende og hektisk arbejdsmiljø, med store ambitioner og højt humør.

Vi skaber fundamentet for fremtiden
Viden er det, vi skal leve af i fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi derfor for høj vækst og ny indsigt gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.

Formidling af politik og historier
Vi har høje ambitioner med vores taler, og dem skal du være med til at løfte. Vi søger en taleskriver, der kan formidle politik og historier fra vores fantastiske verden af forskning og uddannelse. Du skriver, så det rører folk. Så der er noget til både hjernen og hjertet. Så publikum husker talen lang tid efter, de har forladt arrangementet. Du skal først og fremmest skrive taleudkast til ministeren, men også, når tiden tillader det, arbejde med oplæg til andre i ministeriet, udarbejde PowerPoints og skrive debatindlæg.
Du bliver en del af et politisk miljø, hvor du udfordres fagligt og personligt. Du kommer til at arbejde tæt på den politiske beslutningsproces og får en vigtig rolle i at formidle ministerens politik. Vi skriver taler i et tæt samspil med kolleger i departementet og styrelserne, og du vil derfor få en bred berøringsflade.

Er du vores nye kollega?
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, for eksempel inden for retorik, journalistik eller kommunikation.

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med taleskrivning
  • Har en levende pen, der kan formidle fængslende historier og billeder – også på engelsk
  • Er god til at forstå og formidle politik
  • Hurtigt kan sætte dig ind i komplekse problemstillinger og formidle dem
  • Er god til at samarbejde og bidrager til det gode arbejdsmiljø

En ambitiøs og social arbejdsplads
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur, med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.

Din nye arbejdsdag
Du bliver en del af departementets kommunikationsenhed, hvor vi er 14 medarbejdere, der arbejder med presse, taler, sociale medier, hjemmeside, strategisk kommunikation og intern kommunikation for hele Uddannelses- og Forskningsministeriet. Vi har høj faglighed, høje ambitioner og en uformel tone, og vi lægger vægt på samarbejde og feedback.
Du refererer til kommunikationschefen. Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen , er du velkommen til at kontakte kontorchef Susse Maria Holst på telefonnummer 7231 8112 eller på e-mail smh@ufm.dk.

Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Din ansøgning og eksamenspapirer, skal være uploadet senest fredag den 7. juni 2019.

Vi forventer at holde samtaler i uge 25 og i uge 26. I forbindelse med rekruttering, vil der være anvendt personlighedstest.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Nydansker.

Om Uddannelses- og Forskningsministeriets departement
I departementet bistår vi ministeren og regeringen med at udvikle landets uddannelses-, forsknings- og innovationspolitik. Vi klæder ministeren på til at træffe beslutninger baseret på fakta og den nyeste viden i tæt dialog med vores to styrelser. Derudover står vi for at udvikle koncernen og løse de opgaver, der går på tværs af ministeriet inden for kommunikation, økonomi, it, HR og service.


Praktisk information

Uddannelses- og Forsknings- ministeriet

 
Børsgade 4
Telefon 72318014
Beliggenhed