Styrelsen for Patientsikkerhed søger to elever til offentlig administration

Styrelsen for Patientsikkerhed, Islands Brygge

Storkøbenhavn
14-05-2019
Expires
27-05-2019

Kunne du tænke dig to år med faglig og personlig udvikling, hvor du er tæt på de politiske beslutninger i sundhedsvæsenet? Lyder det sundhedsfaglige område som en spændende platform for udvikling af din faglighed og kompetencer? Er du initiativrig, struktureret, ansvarsbevidst, kan du arbejde selvstændigt og har du gode færdigheder i dansk retskrivning? Så er du måske én af vores to nye elever i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Dit elevforløb
Vi tilbyder en 2-årig uddannelse, der veksler mellem praktik og skoleophold, der som udgangspunkt foregår på Niels Brock. Som led i uddannelsen vil der også være et udlandsophold på en uge til EU’s hovedsæde i Bruxelles. Uddannelsen afsluttes med en fagprøve.

Som elev i Styrelsen for Patientsikkerhed får du en alsidig uddannelse inden for specialet offentlig administration, hvor du vil få mulighed for at prøve kræfter med forskelligartede opgaver.

Praktikken tilrettelægges med fast tilknytning til en af følgende enheder:

  • Enheden for Tilsyn og Rådgivning Øst fører tilsyn med autoriserede sundhedspersoner og organisationer i sundhedsvæsenet samt rådgiver andre myndigheder om sundhedsfaglige forhold lokalt og regionalt. Kontoret dækker det geografiske område svarende til Region Sjælland og Region Hovedstaden.
  • Enheden for Autorisation, Analyse og EU-sygesikring har en bred portefølje af opgaver, der omfatter sagsbehandling, økonomi og it/data. For eksempel autoriserer vi sundhedspersoner uddannet i Danmark og udlandet, driver autorisationsregisteret og behandlingsstedsregisteret, understøtter det sundhedsfaglige tilsyn med analyser mv., vejleder om reglerne for sygesikring over grænser og håndterer konkrete sager om refusion ved brug af det blå sygesikringskort.
Praktikken tilrettelægges så du får mulighed for at prøve kræfter med forskelligartede opgaver inden for offentlig administration. I Enheden for Tilsyn og Rådgivning Øst vil du bl.a. komme til at beskæftige dig med institutionspostkassen, journaliseringsopgaver og understøttelse af styrelsens tilsynsvirksomhed. I Enheden for Autorisation, Analyse og EU-sygesikring vil du bl.a. komme til at beskæftige dig med journalisering af post (digital og fysisk), udstedelse af autorisationer til sundhedspersoner, vejledning af behandlingssteder i forhold til registrering i behandlingsregisteret og håndtering af sager om refusion ved brug af det blå sygesikringskort.

Din uddannelse og erfaring
Du har bestået eller forventer at bestå det obligatoriske EUX (EUS) forløb eller HG/HGS med adgang til kontoruddannelser med speciale i offentlig administration.

Dine personlige kvalifikationer
Vi forventer, at du har gå-på mod og trives i en travl hverdag. Du udviser ansvarlighed i forbindelse med varetagelsen af dine arbejdsopgaver og er god til at samarbejde på tværs af forskellige faggrupper. Du kan formulere dig på dansk og engelsk både i skrift og tale og har kendskab til Office-pakken, især Word og Excel.

Vi tilbyder
Styrelsen er en travl og spændende arbejdsplads, med varierende arbejdsopgaver og med en blanding af selvstændig behandling af sager og traditionelle administrative opgaver. Du vil blive en del af et aktivt fagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kollegaer får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer. Vi er en arbejdsplads, der sætter pris på en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø.

Om ansættelsen
Du bliver ansat med en ugentlig arbejdstid på 37 timer efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-fællesoverenskomsten) og gældende organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/Stat, jf. aftalens bestemmelser vedrørende kontorfunktionærer.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingerne og elevforløbet ved at kontakte sektionsleder Per Krøyer Alsbæk (Tilsyn og Rådgivning Øst) på tlf. 2467 6034 eller sektionsleder Metta Frost på tlf. 7226 9489 (Autorisation, Analyse og EU-sygesikring).

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og andre relevante dokumenter. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 23/24.

Praktisk information

Styrelsen for Patientsikkerhed, Islands Brygge

 
Islands Brygge 67
Telefon 24676034
Beliggenhed