Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Medarbejder til ledelses- og direktionsbetjening i nyt sekretariat i Toldstyrelsen

Skatteforvaltningen, Aarhus, Slet Parkvej

Østjylland
10-05-2019
Expires
23-05-2019

Er du ambitiøs, og har du mod på at arbejde med ledelsesbetjening i en politisk styret organisation? Er du god til at planlægge og strukturere politiske godkendelsesprocesser sammen med kolleger fra forskellige faglige baggrunde? Så har vi måske jobbet til dig her.

Implementering af et nyt toldsystem
Danmark står over for at skulle gennemføre en omfattende modernisering af toldvæsnet, så det lever op til EU’s nye toldkodeks. Det indebærer ændringer af de nuværende regler, processer og ikke mindst it-systemer på toldområdet. Projektet, som skal digitalisere EU-toldkodeksen, hedder EUTK.

Som medarbejder i det nyetablerede EUTK-sekretariat i Toldstyrelsen får du en aktiv rolle i implementeringen af EU’s nye toldkodeks. Din primære opgave bliver at udarbejde oplæg, notater og referater til styrelsens direktion.

EUTK-sekretariatet bliver den centrale enhed for Toldstyrelsens udvikling, implementering og introduktion af de nye toldsystemer. Du bliver centralt placeret og får et tæt samarbejde med bl.a. direktionen i Toldstyrelsen, it-udviklerne og Toldstyrelsens driftsenheder. Organisatorisk er stillingen placeret i Stab med reference til kontorchefen for EUTK-sekretariatet. Sekretariatet udgør sammen med de øvrige enheder en attraktiv arbejdsplads med et højt fagligt niveau og en uformel omgangstone.

Som medarbejder i EUTK-sekretariatet får du bl.a. til opgave:

  • At omsætte komplekse problemstillinger til letforståelige oplæg
  • At bidrage til, at direktionen altid er opdateret og velforberedt med hensyn til EUTK
  • At samarbejde med og håndtere nøgleinteressenter både internt i Toldstyrelsen og eksternt
  • At holde dig og dine kolleger orienterede om EUTK-programmets fremdrift.

Ambitiøs medarbejder med gode samarbejdsevner
Vi lægger vægt på, at du har en relevant akademisk baggrund. Du kan være nyuddannet, men du kan også have et par års erfaring fra f.eks. en politisk styret organisation. Det falder dig naturligt at samarbejde og kommunikere med mange forskellige mennesker, og du kan holde hovedet koldt, også selvom det går stærkt.

Vi lægger desuden vægt på, at du er god til skrive, og at du er robust og ordentlig i din tilgang til at løse opgaver. Du skal også være god til at skabe resultater sammen med andre, og du er ikke bange for at kaste dig ud i nye opgaver.

Fokus på nærværende ledelse og gode kolleger
Du bliver en del af et nyoprettet sekretariat, hvor du får rig mulighed for at præge og sætte rammerne for dine arbejdsopgaver. I skatteforvaltningen dyrker vi det stærke samarbejde med gode kolleger. Det er vigtigt, alle oplever, de har en nærværende og engageret chef. Derfor er vi optaget af at styrke grundlaget for god ledelse, så du som medarbejder bliver involveret i tilrettelæggelsen af dine arbejdsopgaver og løbende får feedback og anerkendelse af din arbejdsindsats.

Ansøgning og kontakt
Ansøgning med CV og eksamenspapirer sendes via linket ”Søg stillingen” senest 23. maj 2019. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Kaare Thrane Hansen på tlf. 7237 2862.

Vi afholder samtaler løbende, så send din ansøgning afsted med det samme. Tiltrædelse hurtigst muligt.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Dit arbejdssted bliver på længere sigt Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg. Vores lokaler på Lyseng Allé er dog under ombygning, og dit arbejdssted vil derfor i en længere periode være Slet Parkvej 1, 8310 Tranbjerg J.

Toldstyrelsen
’Vi understøtter smidig handel på tværs af Danmarks grænser og sikrer en effektiv toldkontrol’

Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – Skatteforvaltningen 2021’ er SKAT den 1. juli 2018 blevet erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.

Toldstyrelsens opgave er at sikre enkel angivelse af korrekt told og effektiv forvaltning af EU’s regelsæt på toldområdet. I samarbejde med andre myndigheder arbejder vi for at forhindre illegal import og beskytte borgere og virksomheder mod farlige eller sundhedsskadelige varer som f.eks. våben og narkotika.

Vi løser fagligt krævende opgaver i komplekse processer. Vi skal samtidigt levere et højt serviceniveau og en effektiv kontrol i alle dele af opgaven. Derfor kræver vi en stærk koordinering og høj faglighed af hinanden både internt og med andre aktører, nationalt såvel som internationalt. I de kommende år har vi en vigtig opgave med at modernisere og yderligere digitalisere toldområdet som fastsat i EU's toldkodeks.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Toldstyrelsen på www.toldst.dk

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Beliggenhed