Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Teamleder til miljøområdet (luft- og støj) og ministerbetjening i Miljø- og Fødevareministeriets Departement

Miljø- og Fødevareministeriet, Departementet

Storkøbenhavn
08-05-2019
Expires
21-05-2019

Har du lyst til at prøve kræfter med faglig ledelse i et team, som beskæftiger sig med luftforurening og støj – både nationalt og internationalt? Og brænder du for at udvikle både dig selv og dit team? Så er du måske vores nye teamleder i Miljø- og fødevareministeriets kontor for Eksport og Miljøteknologi.

Eksport og Miljøteknologi
I kontoret Eksport og Miljøteknologi har vi bl.a. ansvaret for regulering af støj fra vindmøller og luftforurening, samt internationale forhandlinger og nordisk samarbejde på luftområdet. Endvidere har kontoret ansvaret for ministerens eksportfremstød, bioøkonomi og miljøteknologiske løsninger.
Kontoret består af to teams og har to teamledere samt én kontorchef. Den ledige teamleder-stilling skal varetage den faglige ledelse i luft- og støjteamet.

I luft- og støjteamet arbejdes der overordnet med luft- og støjforurening. Særligt luftområdet har stor politisk bevågenhed med klima- og luftudspillet fra oktober 2018, herunder en igangværende opdatering af miljøzoneloven og indsatser ift. partikeludledning fra brændeovne.

Teamet deltager i EU-arbejdet på luftområdet, herunder NEC-direktivet, luftkvalitetsdirektivet og EU-regulering i relation til køretøjer. Teamet har endvidere ansvaret for koordinationen af dansk interessevaretagelse under FN’s konvention om grænseoverskridende luftforurening (LRTAP-konventionen) samt miljøkomiteen under FN's søfartsorganisation IMO.

Om jobbet
Som teamleder får du et fagligt og administrativt ledelsesansvar i forbindelse med teamets daglige sagsflow i relation til betjening af ministeren. Teamlederen skal primært bidrage med at løfte den faglige ledelse, koordinere og prioritere opgaver, kvalitetssikring og sparring i sagerne samt sørge for, at der sker relevant vidensdeling internt såvel som eksternt. Det indebærer bl.a. afholdelse af teammøder og forankring af strategier og projekter. Det er derfor vigtigt, at du kan samarbejde med dine kollegaer i departementet, såvel som i styrelserne, interessenter og andre ministerier. Teamlederen kan endvidere varetage rollen som delegationsleder i fx FN's søfartsorganisation IMO.

Det afgørende i stillingen er, at du har lyst til ledelse og finder det miljø- og fødevarepolitiske område interessant.

Kvalifikationer/kompetencer
Vi lægger vægt på, at du har:

  • En samfunds- eller naturvidenskabelig kandidatuddannelse
  • Flere års relevant erfaring fra centraladministrationen eller tilsvarende
  • Forståelse for den politiske kontekst
  • Er resultatorienteret, robust og har god dømmekraft
  • Har lyst til ledelse og kan sætte retning i en ofte travl hverdag
  • En skarp pen og evne til at formidle fagligt kompliceret stof til beslutningstagere.
  • Internationalt udsyn og evt. kendskab til EU-regulering

Vi tilbyder
Et interessant og udviklende arbejde tæt på de øverste beslutningslag i ministeriet. Du vil både få bred indsigt i miljø- og fødevarepolitikken og i de processer, der driver arbejdet i ministeriet og på Slotsholmen.

I kontoret får du gode muligheder for at udvikle dine faglige og personlige kompetencer, og du kommer til at arbejde tæt sammen med engagerede og fagligt kompetente kollegaer. Vi lægger stor vægt på, at det både er lærerigt og sjovt at gå på arbejde. Det karakteriserer dine kommende kollegaer, at de er ambitiøse og motiveres af arbejdsopgaver, der løses i et højt tempo, på et højt fagligt niveau, og hvor resultaterne har betydning for samfundet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive aflønnet som special- eller chefkonsulent i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten). Herudover kan der forhandles individuelt tillæg afhængig af kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner.

Tjenestestedet er Miljø- og Fødevareministeriets departement, Slotsholmsgade 12, København K.

Vil du vide mere
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte kontorchef Mikkel Dam Schwartz på tlf. 4172 1650.

Du kan læse mere om Miljø- og Fødevareministeriet på vores hjemmeside www.mfvm.dk

Ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest den 21. maj 2019 kl. 12.00. Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, herunder dokumentation for igangværende uddannelse og beståede eksamener (inkl. karakterer) samt oplysninger om tidligere beskæftigelse m.v.

Vi forventer at afholde samtaler den 24. maj 2019 med henblik på tiltrædelse snarest muligt efter nærmere aftale.

Miljø- og Fødevareministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

 

Beliggenhed