Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst i København, søger en læge til introduktionsstilling i samfundsmedicin (etårig stilling)

Styrelsen for Patientsikkerhed, Islands Brygge

Storkøbenhavn
06-05-2019
Expires
02-06-2019

Er du nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og administrativ medicin? Så er her en spændende introduktionsstilling, hvor du får mulighed for at bruge din lægefaglighed i et samfundsmæssigt perspektiv.

Om enheden
Tilsyn og Rådgivning Øst er en stor sundhedsfaglig enhed med omkring 80 medarbejdere, herunder 30 læger, samt sygeplejersker, terapeuter, tandlæger, folkesundhedsvidenskabskandidater og administrativt personale. Vi er en velfungerende uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin, og har løbende 7-8 læger ansat i introduktions- og hoveduddannelsesstillinger.

Vi yder sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder og sundhedspersoner i relation til bl.a. retslægelige ligsyn, trafikmedicin, anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver og miljøforurening. Derudover fører vi tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Dit arbejde
Som læge i introduktionsstilling vil du efter grundig oplæring få opgaver inden for en bred vifte af enhedens områder, herunder sundhedsfaglig rådgivning af andre myndigheder, retslægelige ligsyn og tilsyn med sundhedspersoner og behandlingssteder. Du vil indgå i enhedens telefonvagt, hvor du vil håndtere henvendelser af bred samfundsmæssig interesse som fx om risici for patientsikkerheden, tilfælde af smitsomme sygdomme, miljøforurening og sundhedsjuridiske problemstillinger. Opgaverne er afvekslende og ofte uforudsigelige. Afhængigt af dine ønsker og kompetencer vil der også blive mulighed for at varetage andre opgaver.

Din uddannelse og erfaring
Du er uddannet læge og har gennemført den kliniske basisuddannelse. Vi ser også gerne, at du har erfaring fra yderligere ansættelser i sundhedsvæsenet.

Dine personlige kvalifikationer
Du er nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og arbejdet med administrativ medicin, har gode samarbejdsevner og trives i et travlt og tværfagligt miljø.

Derudover vil det være en fordel, hvis du har:

  • interesse for og erfaring med et eller flere af enhedens arbejdsområder
  • interesse for og erfaring med organisatoriske lægelige opgaver
  • interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
  • gode kompetencer inden for it.
Vi tilbyder
Et meningsfuldt arbejde, hvor du kan bruge din lægefaglighed i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. Et udfordrende arbejde, hvor du vil lære at agere som en myndighed og navigere i feltet af andre statslige, regionale og kommunale myndigheder. Et lærerigt arbejde, hvor du vil kunne tilegne dig organisatoriske og sundhedsjuridiske kompetencer af relevans i enhver sammenhæng.

Du vil blive en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du i tæt samarbejde med dygtige og engagerede kolleger fra mange faggrupper får mulighed for at udforske dit potentiale inden for det samfundsmedicinske speciale. Vi har undervisning målrettet uddannelseslæger samt mulighed for besøg på andre uddannelsessteder inden for samfundsmedicin. Du vil endvidere få en fleksibel arbejdsdag med mulighed for selv at tilrettelægge dit arbejde i vidt omfang.

Om ansættelsen
Stillingen er en vagtfri etårig introduktionsstilling til specialet samfundsmedicin. Stillingen ønskes besat per 1. august eller 1. september 2019. Vi respekterer selvfølgelig planlagt ferie.

Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder, overlæge Bente Møller på tlf. 7222 7815 eller uddannelsesansvarlig overlæge Jeppe Nørgaard Rasmussen, tlf. 9359 6439.

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 24.

Praktisk information

Styrelsen for Patientsikkerhed, Islands Brygge

 
Islands Brygge 67
Telefon 72227815
Beliggenhed