Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Sekretariatsleder for stort universitetsinstitut på Roskilde Universitet

Roskilde Universitet

Midtsjælland
02-04-2019
Expires
15-04-2019

Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv – et af kun fire institutter på Roskilde Universitet – leverer forskning i international topklasse, driver en række forskningsbaserede uddannelser og engagerer sig ofte i forskningsformidling. Institutsekretariatet står for forskningsadministration (pre- og post award) og udvikling og kvalitetssikring af vores danske og internationale uddannelser samt instituttets mangesidede daglige drift – alt sammen i tæt samarbejde med det øvrige universitet.

Den alsidige stilling som sekretariatsleder er ledig til dig, der har solid ledelseserfaring og forudsætninger for at navigere i den organisatoriske ramme, som et stort universitetsinstitut udgør.

Opgaver og kompetencer
Som sekretariatsleder har du ansvar for den daglige ledelse og udvikling af instituttets administrative funktioner. Din hovedopgave er at sikre den bedst mulige understøttelse af instituttets kernevirksomhed: forskning, uddannelse og formidling. Du er sparringspartner for institutlederen og viceinstitutlederen og yder løbende ledelsesstøtte til instituttets øvrige ledere (studieledere, ph.d.-skoleleder, forskningsgruppeledere). Som del af institutledelsen er det væsentligt, at du kan træffe beslutninger, har strategisk overblik, har let ved at skabe kontakt til folk på alle niveauer og kan bygge brede og effektive netværk både på instituttet og på det øvrige universitet.

Du bliver daglig leder for et ungt, ambitiøst institutsekretariat på 12 medarbejdere, der understøtter og faciliterer instituttets danske og internationale forskere i deres kerneopgaver. Du har ledelsesansvar for instituttets drift, økonomistyring, samt sekretariatsfunktioner for studienævn- og forsknings-og ph.d.-administration, institutråd og lokaludvalg. Du skal kunne yde støtte i konkrete opgaver og selv kunne udarbejde økonomiske analyser, høringssvar, strategioplæg og forskelligt andet materiale til RUCs centrale ledelse og instituttets øvrige relationer.

Det er afgørende, at du kan skabe gode samarbejdsrelationer til alle instituttets forskellige personalemiljøer – og at du kan bidrage til værdiskabende processer på det administrative område både internt på instituttet og tværgående på universitetet. Vi lægger vægt på, at du trives i et kritisk universitetsmiljø, hvor kravene til gennemsigtighed i ledelse og administration er høje. Til gengæld tilbyder vi et tæt samarbejde i institutledelsen og en engageret medarbejdergruppe i sekretariatet.

Vi forestiller os, at du nok har erfaring med forsknings- og uddannelsesadministration fra universitetsverdenen eller andre dele af forsknings- og uddannelsessektoren.

Ansættelse sker i henhold til relevant overenskomst. Der er tale om en lønramme 36-stilling med mulighed for handling af tillæg. Vi ser gerne, at du kan starte hos os den 1. juni 2019.

Mere information
Du kan læse mere om instituttet på www.ruc.dk/institut-samfundsvidenskab-og-erhverv

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte institutleder Peter Kragelund, tel: 6195 1118, email: jpk@ruc.dk og/eller viceinstitutleder Bodil Damgaard, tel: 6195 1154, email: bodam@ruc.dk

Ansøgning
Søg stillingen på www.ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet

Ansøgningen skal indeholde:
1. Motiveret ansøgning
2. CV
3. Dokumentation for uddannelse

Ansøgningsfristen er den 15. april 2019.
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 24. april 2019. Der er mulighed for evt. 2. samtale d. 26. april 2019.

Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.

 

Beliggenhed