Analytisk stærk AC-fuldmægtig til Socialstyrelsens Center for Data, Analyse og Metode

Socialstyrelsen

Fyn
06-03-2019
Expires
01-04-2019

Vi tilbyder…
Vil du være en del af et stærkt fagligt miljø, der arbejder på tværs af faglige professioner? Kunne du tænke dig at være med til at skabe grundlaget for en videns- og datainformeret socialpolitik, og kunne du tænke dig et job, hvor du får lov til at bruge og udvikle dine faglige og personlige kompetencer? Brænder du for at nyttiggøre samfundsvidenskabelig metode, og kan du lave kvantitative analyser af høj kvalitet, der samtidig har et godt blik for modtagerens behov?

Så kan vi tilbyde en stilling, som giver dig mulighed for at arbejde med et område, der er højt prioriteret både i kommunerne og i Børne- og Socialministeriet. Samtidig får du, som en del af Socialstyrelsen, mulighed for at arbejde i et miljø, hvor ambitioner og høj kvalitet i opgaveløsningen går hånd i hånd med kollegial sparring og en uhøjtidelig omgangsform.

Stillingsbeskrivelse
Du vil skulle bidrage til en række kvantitative analyseopgaver med udgangspunkt i eksisterende (register)data, men også generering af nye data. Du vil i dette arbejde både skulle samarbejde med og betjene direktørkredsen, styrelsens fagcentre og hele koncernen. Der vil være tale om en bred opgaveportefølje, hvor du i samarbejde med de øvrige centre i Socialstyrelsen skal identificere og gennemføre analyser, der belyser vigtige problemstillinger. Du vil indgå i et team af dygtige analytikere og du vil komme til at bidrage til arbejdet med at udvikle og udbrede den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), der er et beregningsværktøj til at belyse de økonomiske konsekvenser af sociale indsatser over tid.

Din profil
Vi forventer, at du har en relevant samfundsvidenskabelig baggrund med en stærk kvantitativ profil, som eksempelvis cand.oecon, cand.polit. eller lignende uddannelse. Du skal være resultatorienteret og trives med mange og forskellige typer af opgaver. Du arbejder struktureret og fungerer godt både selvstændigt og som en del af et team, og så er du analytisk stærk. Du kan med fordel have nogle års erfaring som konsulent eller analytiker i det offentlige eller private. Kendskab til socialområdet er en fordel men ikke et krav.

Derudover vil vi særligt lægge vægt på, at du har evner til eller erfaring med:

  • At gennemføre økonomiske analyser og evalueringer
  • At arbejde med samfundsøkonomiske modeller
  • At gennemføre kvantitative analyser med udgangspunkt i store datasæt fx registerdata
  • At udarbejde og analysere surveys
  • At formidle resultater på flere niveauer både mundtligt og skriftligt
  • At bevare overblikket, sansen for detaljen og det gode humør - særligt når det går stærkt.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med registerdata og -analyse i SAS og/eller Stata. Endelig er det en fordel, hvis du har erfaring med Excel og måske også VBA.

Om Center for Data, Analyse og Metode (CDAM)
CDAM er et tværgående videns- og udviklingscenter i Socialstyrelsen, hvor du vil komme til at arbejde sammen med kolleger, der har en meget høj faglighed og hvor videndeling er en central værdi i arbejdet. Centeret har en væsentlig opgave i realiseringen af Børne- og Socialministeriets Strategi for udvikling af sociale indsatser og stiller relevante metodiske redskaber til rådighed for kommunerne.

CDAM medvirker desuden til at belyse effekten af og de økonomiske konsekvenser ved sociale indsatser og stiller relevante metodiske redskaber til rådighed for kommunerne. I de kommende år vil der være særlig fokus på videreudviklingen og udbredelsen af SØM. Det er desuden centrets opgave at udarbejde og formidle data, analyser og relevant viden om socialfaglige metoder og indsatser med henblik på at kvalificere den sociale indsats nationalt og lokalt.
  • CDAM producerer og formidler viden om målgrupper, indsatser, implementering, effekt og økonomi
  • CDAM understøtter metodefagligheden og en videns- og datainformeret socialpolitik
  • CDAM understøtter Socialstyrelsens tværgående behov og understøtter kvalitet og anvendelighed i arbejdet med virksomme metoder og praksisser
  • CDAM understøtter arbejdet med resultatdokumentation og lovende praksis i kommunerne
  • CDAM understøtter kommunernes arbejde med en omstilling til mere omkostningseffektive indsatser og en generel investeringstankegang i det sociale arbejde gennem Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).
Din indsats bidrager til, at centeret og styrelsen som helhed kan løfte sine faglige opgaver kompetent og effektivt. Arbejdet foregår ofte i højt tempo med en stor grad af selvstændighed og initiativ. Hverdagen er præget af humor og en positiv tilgang til kolleger og nye udfordringer. Der er en ligefrem og åben kommunikation i centeret.


Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. juni 2019 eller tidligere efter aftale.

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante organisation.

Stillingens ansættelsesområde er Børne- og Socialministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdssted er Socialstyrelsen i Odense, Edisonsvej 1, 5000 Odense C.

Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler
Du sender din ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside www.socialstyrelsen.dk.
Der er ansøgningsfrist den 1. april 2019.

Vi afholder samtaler i uge 14/15.

Vil du vide mere?
Du kan få flere oplysninger om stillingen og Socialstyrelsen ved at kontakte Leder af SØM og Analyse, Kenneth Lykke Sørensen på mail: klys@socialstyrelsen.dk eller på telefon 50 81 09 32 eller Kontorchef, Carsten Strømbæk Pedersen på mail: cpe@socialstyrelsen.dk eller på telefon 41 93 24 27.

Praktisk information

Socialstyrelsen

 
Edisonsvej 18, 1.
Telefon 50810932
Beliggenhed