ESDH-konsulent til Lægemiddelstyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

Storkøbenhavn
08-02-2019
Expires
28-02-2019

Vil du med på Lægemiddelstyrelsens rejse mod europæisk topklasse? Vil du sætte rammerne for brugen af vores ESDH-system og rådgive styrelsen om brugen af systemet? Kan du lide at undervise og bidrage til sikring af god datakvalitet? Har du lyst til at arbejde i et inspirerende og stærkt fagligt miljø? Så er du måske vores nye kollega i Lægemiddelstyrelsen.

Om Lægemiddelstyrelsen
Lægemiddelstyrelsens vision er at blive blandt de bedste medicinalagenturer i Europa og at bidrage til udvikling af Danmark, som førende nation inden for Life science. For at leve op til vores vision og mission har vi en central rolle i forhold til leverancer efter politisk opdrag.

Vi har væsentlig indflydelse på små og store sager med konsekvenser for retningen i vores samfund. Vi arbejder nationalt og i udpræget grad europæisk og internationalt. Samtidig er vi i gang med at indføre Lean som en strategisk indsats for at løfte vores kvalitet endnu højere.

Lægemiddelstyrelsens ESDH-system udgør en vigtig brik på vejen mod at realisere vores vision, og vi søger derfor en dygtig ESDH-konsulent. Vores nuværende ESDH-løsning er netop blevet godkendt til en ny journalperiode, og en afleveringsforretning til Rigsarkivet er i gang. Vores arbejdsgange er dokumentbaserede, og der findes ikke længere papir i sagsbehandlingen. Lægemiddelområdet er dertil på en rejse mod at blive mere datadrevet, og Lægemiddelstyrelsen arbejder derfor med digital transformation. Det involverer bl.a. ESDH-systemet, og derfor skal du som ESDH-konsulent deltage i IT-projekter.

Om sektionen
Du bliver en del af sektionen Forretnings-IT, som refererer til vicedirektøren. Sektionen består af en sektionsleder, to teamledere og 15 akademiske medarbejdere. Lægemiddelstyrelsens IT-udvikling, vedligehold og drift er outsourcet, så vores primære opgaver er inden for IT-projekter, processer og styringsprincipper, informationssikkerhed, udbud og leverandørsamarbejde. Vi indgår i mange IT-fora i Danmark og i EU, arbejder sammen med Sundheds- og Ældreministeriets Koncern-IT og deltager i interne og eksterne audits/revisioner på f.eks. sikkerhed, drift og udviklingsområderne. Derudover er journalledelsen og dermed ESDH-konsulenten forankret i sektionen.

Forretnings-IT er organiseret i to teams med hver sin teamleder. Det ene team, som du vil indgå i, har fokus på strategiske og rammeskabende IT-opgaver, og opgaver omfatter således bl.a. IT-arkitektur, leverandørsamarbejde, kvalitetsledelse, snitflader til europæiske systemer, journalområdet og informationssikkerhed. Det andet team retter fokus mod projektporteføljen, udviklingsopgaver og de daglige driftsopgaver.

Dit arbejde
Som ESDH-konsulent i Lægemiddelstyrelsen får du ansvaret for at sætte rammerne for brugen af vores ESDH-system (GoPro). Du skal indgå i samarbejde med hele organisationen om god journalisering, kvalitetssikring af data og understøttelse af arbejdsprocesser i forhold til ESDH.

Du skal bl.a. varetage disse opgaver:
• Vedligeholdelse af journalplan og journalvejledning
• Planlægning og udførelse af periodeskift herunder anmeldelse og aflevering til Rigsarkivet
• Aflevering af papirarkivalier i relation til systemet
• Undervisning af og support til kollegaer i brugen af ESDH (ESDH-undervisningen og koordineringen heraf sker sammen med andre, og der afholdes kurser hver måned). Vi underviser i den forbindelse efter Herskins IT-pædagogiske principper
• Udarbejdelse af ESDH-brugervejledninger
• Deltagelse i ESDH-fora
• Bidrage til IT-projekter

Din uddannelse og erfaring
Du bør have erfaring med ESDH og god indsigt i opgaverne som ESDH-konsulent. Vi hører dog også gerne fra dig, hvis du er nyuddannet eller ny inden for faget. Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende. Vi forestiller dog os, at du:
• har en relevant videregående uddannelse som fx cand.scient.bibl.
• har erfaring med ESDH eller records management
• har erfaring med undervisning og projektarbejde
• har gode samarbejds- og kommunikationsevner
• er metodisk og analytisk
• har kendskab til offentlig forvaltning.

Vi tilbyder
En stilling med ansvar og et spændende samarbejde på tværs af huset på alle niveauer. Du får en udadvendt og vigtig rolle på en arbejdsplads i rivende udvikling med dygtige kollegaer og god plads til at udvikle personlige og faglige kompetencer, og du bliver en del af en sektion og et team med et godt sammenhold og god humor.

Lægemiddelstyrelsen har også en vision om at blive en fantastisk arbejdsplads.

Du vil få tilbudt en certificering i Herskin undervisningsmetode og andre relevante certificeringer.

Om ansættelsen
Du bliver enten ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation, eller ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomsten) og den til enhver tid gældende organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/Stat for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK), jf. aftalens bestemmelser vedrørende it-medarbejdere.

Kontakt os gerne
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte teamleder Sune Maaholm 41 23 59 01 eller sektionsleder Anette Tølløse på telefon 25 38 64 01.

Du kan læse mere om Lægemiddelstyrelsen på www.lmst.dk.

Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 10 og 11.

Praktisk information

Lægemiddelstyrelsen

 
Axel Heides Gade 1
Telefon 41235901
Beliggenhed